Luksus sanketur
I anledning af Michelin-uddelingen, der i år foregår i Odsherred, inviterer Urteheksen til en helt særlig sanketur med en vild treretters menu på Rismosegård fredag den 13. juni.
Urteheksen og deltagerne i forløbet sanker (samler) vilde urter i og omkring Høve, blandt andet på toppen af Esterhøj med udsigt til Sejerøbugten.
Undervejs fortæller Urteheksen, som hedder Dorthe og er uddannet naturvejleder, om urternes botanik, kulturhistorie og anvendelsesmuligheder.
Når urterne er sanket, bruger deltagerne og Urteheksen urterne, lækkerier fra Mettes spiselige have og andre lokale råvarer til at lave en vild og vildt lækker treretters menu over bål;
-
Forretten er fiskehandlerens bedste og friskeste på dagen, og hvad dertil hører
-
Hovedretten er sommerbuk, som har levet et godt liv og mødt en værdig død i Odsherreds vilde natur
-
Desserten er rabarber fra Rismosegård med is
Det praktiske
Arrangementet begynder klokken 16.00 på Rismosegård (Høve Bygade 6, 4550 Asnæs), og slutter samme sted klokken cirka 20.00.
Prisen er 385 kr. for voksen og 170 kr. for børn indtil 12 år, og vi sælger drikkevarer.
Der er tolv pladser og man booker her.


Tidligere aktiviteter og arrangementer

Påske på Rismosegård
Vi har åbent mandag, tirsdag, onsdag, påskelørdag og påskesøndag i påsken, alle dage fra 10.00 til 16.00.
Vi har lukket skærtorsdag og langfredag.
Vi har femten små gule kyllinger og fem meget kære gedekid, og høns og katte, og en kulsort kanin, der hedder Springer.
Man kan male påskeæg og lave andet påskepynt ved påskekreabordet.
Vi sælger kaffe og kage, og is og sodavand, og vi har fået mere interiør i butikken.
Påskeæg og påskeskæg med Urteheksen påskesøndag
Traditionen tro kommer Urteheksen på påskebesøg påskesøndag.
Hun farver æg i sin gryde over bålet sammen med børn og barnlige voksne.
Bagefter triller man med æggene, og ser hvis æg, der kommer først i mål uden at gå i stykker.
Man får også lov til at kaste med æg!
Man skal ikke tilmelde sig, bare møde op.
Det koster 50 kr. at være med, og man betaler direkte til Urteheksen (kontant eller Mobilepay).

Vinterhygge på Rismosegård
Lørdag den 22. februar inviterer vi til Vinterhygge på Rismosegård, fra klokken 10.00 til 15.00.
Man kan lave fastelavnsmasker, fastelavnsris og små fine lanterne ved kreabordet, og vi sælger varm kakao, sodavand, god kaffe og fastelavnsboller
Det bliver slet ikke lige så omfattende som vores Vintermarked i den store lade sidste weekend.
Til gengæld bliver det meget varmere, fordi vi flytter indenfor.
Og det bliver mindst lige så hyggeligt

Vintermarked på Rismosegård
Traditionen tro holder vi vintermarked i vores store lade den sidste lørdag i skolernes vinterferie, lørdag den 15. februar, fra klokken 10.00 til 16.00.
Vi får besøg af lokale brugskunstnere, kunsthåndværkere, madkunstnere og andre gode mennesker fra Odsherred, som fremstiller og sælger deres egne ting.
Små og store børn kan lave fastelavnsris, fastelavnsmasker og lanterner ved kreabordet, og hygge sig med vores søde dyr.
Vi serverer hjemmelavede fastelavnsboller, varm kakao, saft og sodavand, og Urteheksen laver selvfølgelig mad over bålet.
Deltagere
Her en liste over de gode mennesker, der er med og sælger deres egne ting;
-
Ulla Kragh, Dyresilhouetter i træ
-
Mette Galatius Hansen, Akvarelmalerier, se her
-
Caroline Friedrichsen, Naturperlesmykker
-
Peter Nikolaisen, Billedkunst, se her
-
Margit Juul, Keramik, se her
-
Lotte Skriver, Smykker og tørklæder, se her
-
Pallas, Vævede tæpper
-
Roskumsnusk, Keramikskilte, se her
-
Lippert Chilispecialiteter, se her
-
Line Klintrup, Odsherred plakater, se her
-
Tinna Glisbo, Hudpleje, aroma og massage lys


